Absurde fragtpriser besværliggør salg af FCM-trøjer 

I Ulveshoppen hænger Emam Ashours trøje som en af de mest profilerede. Foto Nicklas Zittlau Halvarsson

Emam Ashours ankomst til heden har ikke kastet det forventede salg af trøjer af sig. FC Midtjylland har dog en plan. 

Siden FC Midtjylland den 31. januar hentede den egyptiske landsholdsspiller Emam Ashour, har interessen for ulvenes nye mand været stor – også selvom ingen kendte ham på forhånd.  

Egypteren stemplede også solidt ind på holdet med en scoring i sin første kamp for midtjyderne. Et langskuds mål sikrede holdet en uventet sejr i Europa League.  

Hvordan har det så afspejlet sig i trøjesalget? 

”Antalsmæssigt er det svært lige at sige, at det har påvirket trøjesalget helt vildt,” fortæller Tommy Pedersen, der er ansvarlig for merchandise i FC Midtjylland.  

Der er dog solgt trøjer med navnet på.  

”Der er ingen tvivl om, at der er solgt en masse trøjer med hans navn på. Om man ville have solgt dem alligevel – Det kan være svært at sige, uddyber han.  

Fragten er et problem 

Inden Emam Ashour kom til Danmark, var der ikke mange, der kendte til ham. I Egypten var han dog allerede et navn. Og det var tydeligt ét bestemt sted.  

På Instagram har han knap 800.000 følgere, og de mange egyptiske fans er da også en oplagt mulighed for at sikre et bedre salg. Der følger dog udfordringer med.  

”Vi har solgt nogle trøjer til Egypten. Det, der gør, at det bliver lidt sværere at sælge til Egypten er, at fragten koster næsten det samme som trøjen, fortæller han og fortsætter: 

”Nu er vi i, at fragten til Egypten koster næsten 500 kroner, og vi er begrænset af ikke at kunne sælge så mange, som vi troede.” 

Egyptiske ulve er en mulighed for mersalg 

De mange fans, som Emam Ashour har i ryggen, har også afspejlet sig på FC Midtjyllands egne sociale medier.  

På Instagram havde holdets profil, inden de præsenterede Emam Ashour, knap 100.000 følgere.  

Det blev dog hurtigt ændret. Efter ankomsten steg følerskaren nemlig hastigt. I skrivende stund er ulvene rundet 187.000 følgere på Instagram. En stigning på 87 procent.  

Det potentielle marked i Egypten er også i planerne for den sultne merchandiseansvarlige.  

”Vi har markedsført det, men fordi han (Emam Ashour, red.) kommer på et tidspunkt, hvor vi ikke har det optimale lager, så har vi ikke gjort så stort nummer ud af det,” forklarer Tommy Pedersen og slutter: 

”Fra sommer af, når vi får den nye trøje, laver vi et større marketingstryk, hvor vi skal arbejde i at få nogle bedre fragtaftaler til Egypten.” 

Emam Ashour står noteret for to mål i fem kampe på tværs af alle turneringer.