Risiko for dårligere service på Herning Kommunes plejecentre

Der skal flere ansatte til inden for plejeområdet for at følge med det stigende antal ældre. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Herning Kommune
Der skal yderligere 700 medarbejdere til inden for Sundhed- og Ældreområdet for at følge med et stigende antal ældre. Den kommunale leder for plejecentrene tror ikke, at målet kan nås.

I Herning Kommune skal der ansættes yderligere 700 medarbejdere inden for Sundhed og Ældre inden 2030, viser et kommunalt notat. Ellers er der risiko for, at plejecentrene i kommunen i fremtiden ikke kan levere samme serviceniveau som i dag. Det mener Gitte Rasmussen, der er chef for Herning Kommunes plejecentre.

Kommer I i mål med at ansætte 700 flere medarbejdere?

Nej, det tror vi ikke på, at vi gør. Gabet er simpelthen for stort i forhold til dem, vi kan rekruttere, eller dem, vi får uddannet,” siger Gitte Rasmussen.

Tror du, at det betyder, at den kerneopgave inden for velfærd i 2030 bliver dårligere end nu?  

”Ja, det tror jeg helt sikkert. Den bliver anderledes, og vi ser efter andre måder at løse den på. Jeg er helt sikker på, at vi som pårørende og civilsamfund kommer til at skulle løfte meget af opgaven – i hvert fald omkring rengøring. Jeg tror slet ikke, at det er noget, det offentlige kan understøtte i fremtiden,” siger Gitte Rasmussen.

Initiativer sparet væk

På området for Sundhed og Ældre overskred Herning Kommune budgettet med 33 millioner kroner i 2022. Kommunen forventer fortsat at have svært ved at overholde budgettet i de kommende år. Derfor forsøger man at spare penge med en såkaldt balanceplan.

Faktaboks

Sundhed og Ældres største udfordring er den demografiske udvikling. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder er faldende, samtidig med at antallet af folk over 80 år stiger markant. Antallet af personer over 80 år forventes at stige med mellem 55 og 62 procent fra 2020 til 2030. 

Herning Kommune forventer, at der bliver behov for at ansætte 700 flere medarbejdere inden 2030 inden for Sundhed og Ældre. Der er i dag omkring 1700 medarbejdere.

Kilde: Perspektivnotat for Serviceområde 18 Sundhed og Ældre for 2024. På dagsordenen for Social- og Sundhedsudvalget den 8. marts 2023.

To initiativer, der var sat i værk for at øge rekruttering og arbejdstimer hos plejepersonalet i kommunen, er nu skrottet som led i balanceplanen. Det ene initiativ handlede om at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, og det andet initiativ handlede om at få flere medarbejdere op i tid. Det fortæller Lisbeth Munk, rekrutteringskonsulent inden for Sundhed og Ældre i Herning Kommune. 

Formålet med initiativerne var at øge arbejdskraften, men de blev kasseret for at spare penge. Problematikken med at balancere mellem øget rekruttering og at spare penge findes ikke kun i Herning Kommune. Det er et landsdækkende problem, mener Roger Buch. Han forsker i kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og skriver for Altinget.dk.

”Kommunerne vil i de kommende årtier pendulere mellem to kriser: mangel på penge og mangel på ansatte,” skriver Roger Buch på Altinget.dk efter kommunalvalget 2021. Han peger på, at der skal fokuseres på én ting: arbejdskraft. Det er kommunerne, der skal løfte en stor del af opgaven, mener han.  

”Hvis de nyvalgte kommunalpolitikere ikke lykkes med de to opgaver, vil den yderste konsekvens på langt sigt være velfærdssamfundets sammenbrud,” skriver Roger Buch. 

Rekrutteringskonsulenten tror på det

Lisbeth Munk tror på, at Herning Kommune kan nå at ansætte de 700 medarbejdere, men hun anerkender de udfordringer, der kan være, hvis de mange ansættelser ikke kan nås. 

”Skal de pårørende så have en større andel af arbejdet, eller hvad kan man gøre? Vi arbejder med øget brug af teknologiske hjælpemidler. Det kan godt hjælpe os. Men der er jo mange ting, man ikke kan og skal med et andet menneske, uden at man selv er et menneske,” siger Lisbeth Munk.

For at kunne ansætte de 700 medarbejdere inden 2030 skal der ansættes 136 personer om året frem til 2030. Ifølge Lisbeth Munk lykkedes de med det i de foregående år, og med den succes in mente tror hun på, at det kan lade sig gøre.