Fars Legestue-projekt er udløbet: ”Vi står lidt i et vadested”  

I Huset no. 7 faciliteres der mange projekter og arrangementer hele året. Foto: Signe Cecilie Lyng Skeldrup

Huset no. 7 i Herning er facilitator for Fars Legestue. Et initiativ, der skaber rammerne for et fællesskab for fædre i byen. Et rum, hvor de kan være sig selv sammen med deres børn.

Fars Legestue startede i 2021 som et projekt under foreningen Far for Livet. Her søgte Huset no. 7 penge til at facilitere projektet, som afholdes hver onsdag. 

Til at starte med, var der en tovholder, men nu er pengene til projektet rendt ud, og det kan ses på fremmødet.  

”Fædrene kommer stadig hernede. Men i dag var der to der gik, fordi legerummet var optaget af mødre. Det signalerer til mig, at det er vigtigt, at vi fastholder det her rum, der kun er til fædrene,” siger leder på Huset no. 7, Line Hillerup.  

Et far-til-far netværk 

Line Hillerup fortæller, at de skal finde ud af, hvordan de skal fortsætte projektet uden pengene.

Enten skal de finde en frivillig eller studerende, der kan være tovholder, eller måske kan Fars Legestue fortsætte uden facilitator.  

”Måske er det et fællesskab, der kan køre af sig selv. Det er bare vigtigt, at fædrene har det her sted, hvor de kan skabe et far-til-far netværk. De har jo ikke en mødregruppe, de automatisk bliver sendt ind i,” siger Line Hillerup.  

Sundhedsplejerne spreder budskabet 

Det var oplagt at lave noget specifikt til fædrene, fordi der ikke var noget målrettet til dem, fortæller Line Hillerup. Der hjælper sundhedsplejen til, ved at fortælle om projektet, når de tager ud til forældrene.  

”Vi synes, vi har gjort det, vi kan. Men vi skal have strammet op på, at legerummet er reserveret til fædre onsdag 9-12. Sådan har det været hele forløbet, og det skal op at køre igen,” siger hun.