Trods beboerbrok – ingen ny busforbindelse mellem Gullestrup og Gødstrup Sygehus

Indbyggerne i Gullestrup må kigge langt efter en direkte bus til supersygehuset i Gødstrup. Foto: TV Midtvest
Trods stigende efterspørgsel og utilfredshed blandt beboere i satellitbyen Gullestrup, fire kilometer nord for Herning, er der ikke udsigt til en direkte forbindelse til Gødstrup Sygehus. Det slår byrådsmedlem fast.

Der kommer ikke en direkte busforbindelse mellem byen Gullestrup nord for Herning og regionshospitalet i Gødstrup. Det bekræfter John Thomsen (V), der sidder i Herning Byråd.

»Der bliver ikke lavet en ny rute der. Der er nogen, der har foreslået det, fordi det er træls at skulle ind til stationen eller midtbyen for at skifte til en anden rute. Men det bliver der ikke.«

Efterspørgslen på en ny direkte forbindelse er opstået på baggrund af, at flere beboere i de omkringliggende forstæder er kritiske over, at de er nødsaget til at skifte bus i Herning. John Thomsen mener dog ikke, det er noget, man kan gøre krav på.

»Det har vi rent ud sagt ikke kigget på. Vi har lagt planer for besparelser, så der kommer de tilretninger af bybusnettet, som man kan læse om på kommunens hjemmeside. Man kan heller ikke forvente, at alle i Herning Kommune skal kunne tage en direkte rute til Gødstrup.«

Det er uoverskueligt

En der i dagligdagen bliver udfordret ved de lange rejsetider er Elizabeth Skrøder, der jævnligt tager turen fra Gullestrup til Gødstrup Sygehus.

Elizabeth fortæller, at det kan være svært at overskue turen ind gennem Herning, og at en direkte busforbindelse ville gøre underværker.

»Det er en lang rute, du skal på, og det kan tage meget energi. Så hvis der var en direkte busrute fra Gullestrup til Gødstrup, der kørte regelmæssigt, ville det være så meget nemmere. Så skulle jeg ikke bruge så meget af min tid og energi på det.«

Hun pointerer, at den energi der bruges på at fragte sig fra A til B kan bruges mere fornuftigt, end at skulle koncentrere sig om at fange busforbindelser. Ifølge hende er den energi bedre brugt, når man rent faktisk er kommet ud til sygehuset.

Weekenderne er en joke

Ella Kirstine Groves, der selv er ansat på sygehuset i Gødstrup, mener også, at direkte busforbindelse ville gøre livet nemmere for folk i området, og endda måske give bedre muligheder for at lette presset på læger og sygeplejersker, fortæller hun.

»Der bor flere i Gullestrup, som læser på Social- og Sundhedsskolen, som sagtens kunne få en praktikplads eller elevplads ude på Gødstrup Sygehus, så vil det hjælpe på det store tryk og lange ventetider, vi ser derude i øjeblikket.«

Hun retter kritik mod bussernes køreplaner i weekenden, og kalder det en ”joke”, at der kun kører busser én gang i timen lørdag og søndag.

Det hele skal hænge sammen

John Thomsen er ikke uenig i påstandene, men pointerer, at pengene skal kunne række, og i en tid med mange besparelser og omstruktureringer er det umuligt at gøre alle tilfredse.

»Sådan hænger systemet nok engang sammen. Hvorvidt det det er en joke skal jeg ikke kunne sige, men vi har besluttet at give dem lidt flere busafgange til Herning i weekenderne, primært midt på dagen,« siger han og fortsætter.

»Hvis man bor i østbyen, er man nødt til at tage ind og skifte, hvis man skal til vestbyen. Man kan ikke bare oprette nye direkte forbindelser i højre og venstre. Det er ikke noget vi forventer, der kommer på dagsordenen i den nærmeste fremtid.«

Siden åbningen af Regionshospitalet i Gødstrup i 2020 har Herning Kommune investeret meget i infrastrukturen i området. Dette inkluderer blandt andet en motorvejsforbindelse og en ny jernbanestation.