Børns og unges læselyst har været faldende gennem en årrække. Dette forsøger Herning Bibliotek aktivt at forhindre med litteraturfestivalen HerLitt. Det er en årlig begivenhed, der afholdes for at fremme særligt børns og unges læselyst. Gennem en uge sættes der fokus på forfattermøder, litteratur og læsning.
Litteraturfestivalen, som kører lige nu, skal være med til at fremme læselysten blandt den yngre befolkning. Tirsdag d. 7. marts har folkeskoleelever kunnet komme på biblioteket og møde en række kendte børnebogsforfattere som Michael Kamp, Lise Villadsen, Anne Sofie Hammer med flere og høre om deres udgivelser og stille dem spørgsmål.
Børns læselyst har været faldende gennem længere tid. Det viser en undersøgelse fra Center for Anvendt Skoleforskning. Læselysten falder fra femte til ottende klasse. Samtidig ses det, at forbruget af sociale medier stiger stødt. Undersøgelsen viser derudover, at de børn og unge, som har et medieforbrug på over en time dagligt, har fire ud af ti af og til besvær med at koncentrere sig.
Festivalen kører ligeledes på de små lokalbiblioteker i kommunen og ude på skolerne, hvor de ansatte fra Herning Bibliotek fortæller, hvilke tilbud de har.
”Man kan spørge, hvorfor vi skal bruge så meget energi på at være ude i skoleklasserne. Vi kan jo bare invitere folk ind på biblioteket, men det duer ikke, da det netop er dem med bøger, der kommer. Når jeg kommer ud i lokalområderne, så møder jeg børn, hvor biblioteket er et fremmed sted for dem. Derfor er vi nødt til aktivt at opsøge folk, som ikke opsøger stedet selv,” fortæller Lonni Østergaard, projektleder for HerLitt.
Litteratur der rammer bredt
Bibliotekets ambition med HerLitt er at præsentere børnene for den brede danske børne- og unge litteratur. Derfor har de inviteret forfattere af forskellige genre bl.a. gyser, krimi og billedbøger. Lise Villadsen, ungdomsbogsforfatter, er en af de deltagende forfattere til arrangementet.
”Jeg synes, det er fedt at komme ud og møde mit publikum i øjenhøjde og forhåbentlig vække læselyst i dem, så kan de også se, at forfatteren bag ved den bog, de sidder og læser, er en faktisk person,” fortæller Lise Villadsen.
Biblioteket håber på at vende billedet for børnene, så læsning ikke bliver en ting, man gør, fordi læreren eller forældrene siger, man ’skal’. Det er ifølge Lonni Østergaard vigtigt at få vendt billedet for børn og unge, så læsning kan blive en glædesfyldt ting.
”Det er vigtigt, at børnene får læsefærdigheder, og at de har evne for at fordybe sig i litteratur, for man kan næsten ikke tage en uddannelse i dag, hvor man ikke skal fordybe sig i litteratur. Dog er det vigtigt, at de voksne husker ikke at se børnenes læselyst som et problem, vi skal fikse. For at inspirere børn til at læse er det vigtigt, at vi er læsende mennesker, at vi selv bader os i litteratur. Det er ikke nok, vi prædiker, at de skal læse. Vi er også nødt til at praktisere,” formidler Lonni Østergaard
En stor succes
Og HerLitt-indsatsen virker. Efter ugen ser biblioteket hvert år en større efterspørgsel på litteraturen fra de deltagende forfattere. Bøgerne bliver revet og bladret i, og udlånstallene stiger, forklarer Lonni Østergaard.
”Vi har endnu ikke fundet den gyldne opskrift, der gør, at børn får lysten til at læse, uden at det føles påtvunget, men vi kan se, at der er nogle ting, der rykker. Det, at vi inviterer forfattere, som skriver bøger, der er politisk ukorrekte og har et provokerende sprogbrug, kan vi se fanger børnenes opmærksomhed.”
”Vi bliver ved med at være i troen på, at alle børn har et begær efter et narrativ. De vil gerne have fortællinger, men det skal præsenteres, det skal formidles og gøres lækkert for børnene, og det er bibliotekernes rolle. Den er en del af vores DNA, og vi skal blive ved med at pleje det.”
HerLitt fortsætter resten af denne uge, og på lørdag d. 11. marts kulminerer hele arrangementet med Den Store Familiedag, hvor alle er inviterede. Der vil blandt andet være kreative workshops, et kemishow samt vil rumforskeren og børnebogsforfatteren Michael Linden-Vørnle fortælle mere om universet.
Det er gratis for alle at deltage i Den Store Familiedag.