Nyt ungeudvalg i Herning skal give de unge en stemme i debatten 

De unge er underrepræsenteret i byrådet i Herning. Derfor søger Herning Kommune personer mellem 15-30 år til et ungeudvalg, som skal få de unges stemmer på dagsordenen.  

Foto: Camilla Schøler Fast

Siden 2017 har der været en stigning i det politiske engagement hos de 15 til 19-årige, mens næsten dobbelt så mange af de unge deltager i politisk arbejde, det viser en rapport fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Derfor er det netop de unge, der skal hjælpe politikerne i Herning med at få deres interesser med i byrådet.  

”De unge bliver ofte ikke inddraget så meget i de politiske beslutninger, men de unge er fremtiden i vores samfund og har en masse holdninger, som vi også skal lytte til,” fortæller Hernings yngste byrådsmedlem, Philip Vivet fra Radikale Venstre.  

Philip Vivet er formand for Hernings nye ungeudvalg. Han mener, at de unge skal hjælpe politikerne med at blive klogere på, hvad der betyder noget for dem, og hvad der kan gøre det bedre at være ung i Herning. Han håber, at Ungeudvalget vil være med til at skabe en bedre ungdomskultur, som kan få flere unge til at blive boende i kommunen.  

For få tilbud til de unge 

Hvis man spørger 20-årige Mathilde Stagsted Stenumgaard fra Herning, er der for få tilbud til de unge i Herning. Hun mener, at der mangler tiltag, som henvender sig direkte til de unge.  

“Der er rigtig mange tilbud til børnefamilierne, men ikke til de unge,” siger Mathilde Stagsted. 

Denne problemstilling kan Philip Vivet godt nikke genkendende til. Han mener, at der er nogle idéer udefra, som kunne være spændende at inddrage i Herning. Samtidigt uddyber han, at tiltagene ikke skal være en efterligning af andre byer, men at Herning kan lade sig inspirere.  

”Der mangler ungdomsliv og ungdomskultur i byen. Det er noget af det, vi vil forsøge at finde ud af,” fortæller Philip Vivet.  

Mathilde Stagsted mener dog ikke, at det er ligegyldigt, hvilke tiltag der kommer til byen. Hun fortæller, at det er vigtigt at lave initiativer, som henvender sig til forskellige grupper af unge. Så det ikke kun er en bestemt gruppe, som kommer til orde.  

De unge skal blive i Herning  

I 2022 var der næsten tre gange så mange af de 17 til 25-årige som flyttede fra kommunen, end der flyttede til. Dette håber Philip Vivet, at der kan blive ændret på, hvis der bliver skabt et bedre ungdomsliv i Herning.   

”Man skulle gerne kunne tænke tilbage på Herning som et fedt ungdomsliv og en god tid, så man har lyst til at flytte tilbage,” fortæller Philip Vivet. 

Han mener, at en bedre kultur for de unge vil gøre det mere attraktivt at være ung i Herning. Derfor opfordrer han Hernings unge til at sende deres tanker og idéer ind kommunens udvalg.