Anders Dissing læser til daglig til mediegrafiker i Herning. Foto af Anders Dissing.
Årets DM i Skills, som Skills Denmark står bag, blev afholdt i Fredericia. Det var dog en studerende fra Herningsholm Erhvervsskole, der løb med en af de eftertragtede titler.
For 29-årige Anders Dissing blev det en glædens dag, da han modtog titlen som Danmarks bedste mediegrafikerelev ved DM i Skills 2023. En titel, han er meget stolt af at have modtaget.
“Det er en kæmpe anerkendelse af det hårde arbejde, jeg har lavet, og den dedikation, jeg har lagt i. Jeg gik ind til det for at gøre mit bedste. Bare det, at jeg var nomineret til det, var et kæmpe skulderklap,” fortæller Anders Dissing.
Et springbræt til fremtiden
Anders Dissing går på Herningsholm Erhvervsskole i Herning, hvor han læser til mediegrafiker.
At få titlen som Danmarks bedste mediegrafikerelev var et perfekt springbræt til hans fremtidige karriere, fordi det ifølge ham er bedre at have titlen på sit CV end svendebrevet.
“Bare det at være med til DM i Skills, har åbnet en masse døre. Jeg skal ikke være bekymret for at få et arbejde. Jeg kan faktisk selv vælge nu,” siger Anders Dissing.
“Jeg har ikke set mig tilbage siden”
DM i Skills er et årligt mesterskab for unge på erhvervsuddannelserne rundt omkring i landet. Det er et tiltag, der skal være med til at ”vise omverdenen erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder,” skriver Skills Denmark på deres hjemmeside.
For Anders Dissing var det også de spændende muligheder og ønsket om at kunne leve af det, der var hans interesse, der tiltalte ham ved studiet.
“Jeg har ikke set mig tilbage siden. Jeg har trænet til at blive en kompetent mediegrafiker, og denne her titel er resultatet af det hårde studie,” siger Anders Dissing.
Udover Anders Dissing var der fire andre herningensere, der kunne tage en titel fra DM i Skills med sig hjem i fagene industritekniker, murer, tømrer og vvs-energispecialist.