Fermaten ramt af svigtende billetsalg

Det regionale spillested Fermaten har eksisteret siden 2008. Foto: Magnus Møller

Ved gårsdagens generalforsamling kunne Fermaten i Herning præsentere et underskud på omkring 700.000 kroner. Bestyrelsen ser den økonomiske krise og publikums prioriteringer som hovedårsagerne til det. Det kan ende med, at Fermaten laver færre koncerter. 

Med et årsresultat på minus 708.440 kroner ser spillestedet Fermaten tilbage på et år med uforudsigelig publikumsadfærd, forsvundne støttepuljer og et næsten ikke-eksisterende barsalg. 

Stedets formand Ulrich Gorm Albrechtsen omtaler 2022 som et frygteligt år for Fermaten. 

“Vi har opfyldt alle målene i vores rammeaftale. Men en ting er målopfyldelse. En anden ting er at blive indhentet af den barske virkelighed. De stigende udgifter og den faldne købelyst har givet os store økonomiske udfordringer,” siger Ulrich Gorm Albrechtsen i forbindelse med Fermatens ordinære generalforsamling. 

Et udbredt problem 

Interesseorganisationen Dansk Live har for nylig foretaget en undersøgelse blandt de danske spillesteder. Den viser, at spillestederne har generelt oplevet faldende billetsalg på baggrund af den økonomiske krise. Knap halvdelen af de adspurgte spillesteder forventer at afholde færre koncerter i 2023. 

I tråd med undersøgelsen fremhæver Ulrich Gorm Albrechtsen, at publikum i højere grad prioriterer koncerter med større og velkendte navne fremfor med små navne. 

“Krigen i Ukraine og udfordringer med generelle priser har haft en stor betydning for publikums købsadfærd. De mindre og mere smalle koncerter har haft sværere forudsætninger end hidtil,” fortæller Ulrich Gorm Albrechtsen. 

Kasserer og bestyrelsesmedlem Lars Sørensen fokuserer på problemet med bardriften. Fermaten har budgetteret med en baromsætning på 1,6 millioner, mens stedet i realiteten kun har solgt for omkring en million. Desuden har Gnags-koncerten i Søndre Anlæg kun givet et meget lille overskud på cirka 20.000 kroner. 

Med blikket på 2023 

“Vi ser frem mod et år, hvor udefrakommende forhindringer og udfordringer forhåbentligt kommer til at fylde mindre. Det kan give os plads til at have et endnu større fokus på at løse vores opgave, som jo er at formidle rytmisk livemusik af høj kvalitet,” siger Ulrich Gorm Albrechtsen. 

Han nævner Herning Kommunes kulturklippekort som et tiltag, der har haft stor succes. Spillestedets analyser viser, at omkring 70 procent af kunderne derfra ikke har været på Fermaten før. 

Nogle af Fermatens målsætninger i 2023 er at tiltrække nye gæster og få kernemålgruppen til at besøge spillestedet oftere. Ulrich Gorm Albrechtsen understreger, at de stadig vil levere et bredt spektrum af koncerter, og at spillestedet ikke er lukningstruet.